Tidernes morgen

I tidernes morgen
var alt stillet
frem på verdensaltets
marmorbænk.

Ordet var iboende
og udfoldede hvad
det havde talt.

Al tidens indhold
bredte sig ud
smukkere end
en orkides blomsts
åbnen sig i en
fugtig, farvebevarende
atmosfære.
Tro det hvem der kan.

Vi eksisterer gådefuldt
i udbredelsens
usandsynlige mangfoldighed.
Vi står på  kanten
af blomsterbladet
og skuer ud over
universets galaksehaves
silkebølgende
overdådighed.

Vi undres.
Og klumpen i halsen
trækker fiskenet
fyldt med myriader
af sorte huller
til  bunds i
universets
dybhavsgrav.

Men midt i
denne uudholdelige
hyperstorhed
bevæger vi os
i livets dans
så selvfølgeligt
som en prisbelønnet
ballerina
der fejlfrit
netop har afsluttet
sin solo.

 

af  John V. Petersen